|
Temalokalplan 504 tog livet af vores allé
Temalokalplan 504 gælder for vores område og af temalokalplan 504 kan man bl.a. læse følgende:
§ 6. Træer
Stk. 1
Bevaring af træer
Træer med en samlet stammeomkreds på minimum 75 cm, målt én meter over jorden, må ikke fældes uden forudgående tilladelse fra kommunen. Derudover må træet ikke stynes (styning betyder at alle grene/skud skåret tilbage til samme punkt, i praksis brugt om en meget hård beskæring, f. eks. af en allé eller en række buske), topkappes (topkapning er en drastiske fjernelse eller nedskæring af store grene i gamle træer) ligesom store rødder må ikke overgraves eller blotlægges uden forudgående tilladelse fra kommunen.
Vores allé bestod af såkaldte Kuglerobinie, hvor kronen består af en masse hurtigvoksende tynde grene, som sætter en flot og fyldig krone. Ofte benyttes Kuglerobinie, ligesom i vores tilfælde, som træer i en allé og hvor kronens grene klippes tilbage til udgangspunktet, også kaldet styning.
Efter temalokalplan 504’s indførsel er det således ikke længere tilladt, at beskære træerne som vi altid har gjort og derved bevare det allé udtryk, som vi kender, da træerne fremadrettet kun må ”beskæres almindeligt”.
Vores fremtid synes i forvejen at være præget af usikkerhed.
At temalokalplan 504 skaber yderligere usikkerhed for os i vore muligheder for at agere og fastlægge vor økonomi, sammenholdt med at nogle af vore træer allerede var syge (rådne indvendigt i stammen og derfor til fare for grundejere og trafikanter og derfor alligevel skulle fjernes) skabte en debat i bestyrelsen om hvordan vi stiller grundejerforeningen bedst muligt.
At vore træer langt overvejende var sat på vore smalle rabatter - tæt på vejbane og grundejeres matrikler - betød samtidigt, at vi kunne se ind i en fremtid hvor træernes krone ville skabe udfordringer for trafikanter og grundejere.
At bestemmelsen i temalokalplan 504 samtidigt vil frede vore træer, når de opnåede en given størrelse og desuden kræver genplantning i tilfælde at et eller flere træer må fældes, gør at vi ser ind i en fremtid, som vi ikke selv kan kontrollere og som vi ikke kender økonomien i.
Da vi alligevel skulle i gang med at fjerne syge træer, besluttede bestyrelsen derfor at fjerne dem alle, mens vi havde muligheden for at bestemme selv.
At vi også kan se ind i en fremtid med den selv samme usikkerhed omkring vore øvrige træer på vore fællesarealer, vil blive taget op til drøftelse på generalforsamlingen, hvor bestyrelsen fremkommer med forslag til budget for de kommende år.
Yderligere økonomisk usikkerhed i vente.
Udover usikkerheden som stammer fra temalokalplan 504, ser vi også ind i at grundejerforeningen snart pålægges beskatning af vore fællesarealer. Vel at mærke arealer som aldrig tidligere har været beskattet og arealer som i forvejen, er en økonomisk belastning for os i forbindelse med det løbede vedligehold. Og hvorfor vi og andre grundejerforeninger pålægges en sådan beskatning, kan jo undre, da det offentlige Danmark tidligere har kunnet klare sig med indtægterne fra den beskatning, som de enkelte grundejere hver især har bidraget med. Dette gør yderligere vor økonomiske fremtid usikker.
Vi kender endnu ikke størrelsen af beskatningen, men det er almindelig viden, at større fællesarealer kan medføre betydelige stigninger i de årlige fællesudgifter for den enkelte grundejer og at det bliver grundejerforeningen, der skal lægge pengene ud og efteropkræve dem hos sine medlemmer via kontingentopkrævningen.
Hvis du vil vide mere om temalokalplan 504, så finder du den i sin helhed her på vores hjemmeside: https://www.soholtparken.dk/index.php/lokalplan-504/
Har du spørgsmål, så send en mail til bestyrelsen@soholtparken.dk
Bestyrelsen
5. februar 2026 |